Viser opslag med etiketten evaluering. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten evaluering. Vis alle opslag

05 august 2008

Evaluering studieåret 07/08

Det har været et år, hvor vi ikke har været særlig flittige til at fortælle om vores tanker og erfaringer. Men det er bestemt ikke fordi, der ikke er sket noget, det har været overvældende for os som undervisere (2) med så mange studerende (113), som vi har givet støtte og vejledning både f2f og online via blandt andet Blackboard (vores e-læringsplatform), Bridget (softwaren som gør det muligt at dele skærmbilledet med en anden bruger eller overtage dennes computer) og skype (ip-telefoni).

De 1. års studerende har følt det som en kæmpeopgave dels, som det fremgår af vores interne evaluering, fordi det ikke har været så integreret i de enkelte fag, som man kunne ønske og dels fordi, det ikke har været skemalagt, men har fungeret som et selvstudium i studiegrupperne med vejledning.

Skal vi måle vores succes udfra deltagere og gennemførelse, har det været en kano succes :-) Der var 113 1. års studerende tilknyttet skole-it, 101 afleverede deres portfolio og det er kun omkring 10 studerende som ikke har fået et pædagogisk it-kørekort. De få der mangler godkendelse kan med nogle få tiltag / rettelser også få godkendt deres.

25 april 2007

Afrunding, de sidste afklaringer og evaluering

Torsdag den 19. april 2007

Christina nåede lige at bestå inden denne sidste undervisnings-/vejledningstime. Til lykke med det.
Så oprandt den sidste time i dette Skole-IT forløb. Der har igennem hele forløbet været en lille hård kerne på 8-10 deltagere, som har været der, stort set hver gang.

Afrunding
Nu bør de personer, som har været til timerne vide hvordan man gør, og det er mit indtryk, at det også er tilfældet i store træk. De, som ikke er så langt endnu, gav udtryk for, at de mest har arbejdet med portfolioen i de timer, hvor vi har været samlet.
De sidste spørgsmål blev stillet, og fremover henvises spørgsmål til Blackboard.På én gruppe nær har alle, som vil aflevere portfolio, angivet et afleveringstidspunkt. I bedes overholde de afleveringstidspunkter, som I har givet.

Evaluering, nogle af de udtalelser, som faldt
Der blev givet udtryk for, at man havde mest ud af undervisningen efter jul. (Åge: det var nok først der, I for alvor fandt ud af, hvad der kræves til en portfolio).
Det var rart at kunne følge med på bloggen, hvis man ikke har været til undervisningen.
Det var dejligt, at hele holdet ikke kom til undervisningen, men kun en lille flok, som bedre kunne få individuel hjælp.
Nogle havde talt med medstuderende, som er faldt fra undervisningen, og kunne berette, at det skyldtes, at deres forventninger gik på at lære at bruge programmerne (teknik).
Andre gav dem ret og påpegede, at de selv havde fået meget ud af teknikundervisning i billedbehandling i billedkunst timerne.
Nogle fandt det svært at finde rundt i Skole-IT’s Blackboardsider.
www.skole-it.dk er vanskelig at finde rundt på, bl.a. fordi menuen til højre forsvinder, når man logger ind.
Generelt er det mit indtryk, at de fleste mente at have lært noget - også teknik.

Fra mig skal der lyde en tak til de trofaste, som mødet hver gang. Hver time var en fornøjlse og ånden har været eget positiv.

Åge

14 august 2006

3. år med skole-it, et view

Efterfølgende er et rids over, hvor vi befinder os og er på vej hen efter 2 års arbejde med pædagogisk it-kørekort for lærerstuderende.

CVU Sønderjylland har siden studieåret 2004-05 tilbudt de studerende på læreruddannelsen, at de kan få dokumentation for deres it-færdigheder og -kompetencer i form af et Pædagogisk kørekort (Skole-IT kørekort). De studerende afleverer en digital portfolio med arbejder indsamlet over mindst et studieår. De formelle krav til portfoliens form og indhold fremgår af
Skole-it for lærerstuderende.

I den forbindelse er der fra læreruddannelsens side iværksat en række tiltag. Det er specielt sket indenfor to områder:
  1. fagenes indragelse af ikt i planlægningen og gennemførelsen af undervisningen
  2. udvikling af et kursus som støtte til de studerendes arbejde med indsamlingen af en digital portfolio
Fagenes integration af ikt
Det øgede fokus på fagenes integration af ikt har medført ændringer i studiehåndbogen. Idag synliggør studiehåndbogen, hvorledes det enkelte fag inddrager ikt. F.eks. står der under tysk (studiehåndbogen 2006-07, s. 113):

"Ikt teknikker og værktøjer inddrages som studiestøttende redskaber i studiet og medtænkende didaktiske og pædagogiske overvejelser om integrationen af ikt i skolefaget tysk. Navnlig fokuseres på
  • informationssøgning: fagrelevante søgemaskiner, fagportaler, opslagsværker, databaser; vurderingskriterier
  • fagspecifikke it-programmer
  • multimedieproduktion
  • anvendelse og tilrettelæggelse af webquests"
Desuden afleverer de enkelte undervisere en integrationsplan for ikt sammen med deres undervisningsplan. Planen indeholder som et minimum overordnede rammer for form, indhold og metoder evt. i tilknytning til specifikke emner eller arbejdsområder. Figuren herunder viser et eksempel på en ikt-plan fra faget tysk.

Planen er samtidigt et eksempel på et af de andre tiltag som vi har iværksat - en øget støtte til underviserne i deres planlægning af undervisningen og en evt. støtte ved gennemførelsen af undervisningen. Tidligere har vi i tysk arbejdet meget med multimedieproduktioner, men i år forsøger vi også at sætte fokus på web 2.0 teknologierne. Det sker gennem aktiviter i faget som indbyder til brugen af netbasrede samarbejdsværktøjer som f.eks. sociale bogmærker, eksempel tyskfagets bogmærker, wiki og blogs.

I andre fag er det nogle andre områder vi retter fokus mod. I billedkunst og håndarbejde arbejder vi for eksempel med digitale billeder som en anden form for kommunikation. Også her retter vi blikket ud mod nettets muligheder for samarbejde uanset tid og sted. For eksempel har vi i håndarbejde brugt Flickr både som inspirationskilde og udstillingsrum.

Et kursus som støtte
Allerede det første år vi tilbød de studerende muligheden for at erhverve et pædagogisk it-kørekort besluttede ledelsen, at de studerende skulle tilbydes et støttende kursus på ca. 40 lektioner. Kurset tilbydes de studerende på deres 2. studieår og er ikke et kursus i teknik og forskellige programmer. Det skal fungere som en hjælp for den studerende til at indsamle deres eksisterende materiale til en digital portfolio. I studieåret 2005/06 valgte ca. 1/3 af 2. årgang kurset og i indeværende studieår drejer det som om ca. halvdelen af 2. årgang (64 studerende).

Det er især 4 områder der har givet problemer for de studerende:
  1. begrebet portfolio
  2. forståelse af de krav om form og indhold, der officielt stilles
  3. at hente materialer fra deres studier / liniefag
  4. manglende grundlæggende it-færdigheder
I vores tilrettelæggelse af kurset for studieåret 2006/07 har vi forsøgt at sætte fokus på de fire områder.


Begrebet portfolio
Nogle af de studerende har arbejdet med portfolio i andre sammenhænge, men det er langtfra alle. Det har derfor været nødvendigt med en begrebsafklaring. Vi har valgt at skelne mellem en arbejdsportfolio og en pæsentationsportfolio:

Arbejdsportfolioen definerer vi som en samling af noter, tekster såsom rapporter, synopis og produktioner som for eksempel præsentationer, regneark, m.v. fra den studerendes arbejde i de respektive fag, deres praktik eller andet studierelevant arbejde. Kravet til materialet i arbejdsportfolien er, at det skal stamme fra aktiviteter, hvor ikt har været en integreret del.

Præsentationsportfolien definerer vi som et udvalg af den studerendes materialer fra arbejdsportfolien. Kriterierne for udvælgelse af materialet findes i de enkelte temaer som portfolien skal indeholde, henholdsvis de obligatoriske og valgfrie temaer. Kravene til portfolioen som er ristet op i Skole-it´s materiale bliver på den måde det filter, som de studerende anvender i deres udvælgelse af det endelige materiale til præsentationsportfolioen.


Krav om form og indhold
Der har især været to gennemgående spørgsmål blandt de studerende: "Hvilke it-færdigheder og kompetencer skal mit materiale synliggøre, at jeg kan arbejde med?". Vi har valgt at tage afsæt i Manualbasens (værktøjskassen) tastevejledninger. Benytter vi det obligatoriske tema Tekster og layout som eksempel, indeholder manualbasen tastevejledninger i Tekstbehandling 1, Tekstbehandling 2 og Dtp. Vejledningerne kommer omkring nogle grundlæggende it-færdigheder, jf. figuren herunder. Vi mener, at materialet bør indeholde eksempler på mindst halvdelen af sådanne grundlæggende færdigheder.



Kravet om, at de enkelte produkter skal indeholde didaktiske og pædagogiske overvejelser og reflektioner har også krævet både en begrebsafklaring og givet anledning til mange spørgsmål om, hvor omfattende de skal være.
Vi har defineret de didaktiske overvejelser og reflektioner som de ideer, forslag og noter som de studerende har i forhold til undervisningens planlægning, gennemførelse og evaluering i forbindelse med aktiviteter eller undervisning, hvor ikt er integeret. Sådanne overvejelser og reflektioner sker med baggrund i en teoretisk forankret viden eller ide om, hvordan man lærer. For de studerende på andet studieår, er især de pædagogiske overvejelser og reflektioner for mange et voldsomt krav. Vi har derfor pointeret værdien af at føre logbog udfra tre fokuspunkter:
  • Hvad har jeg lært?
  • Hvordan har jeg lært det (rammer, indhold, metoder etc.)?
  • Hvordan vil jeg bruge det i mit eget arbejde som lærer?
I forhold til portfolioens form har de studerende valgt flere forskellige løsninger. Enkelte har valgt at samle deres portfolio i Word, en del har benyttet Open Mind, andre PowerPoint og andre igen har samlet deres portfolio på en webside. Vi har ikke nogen erfaringer som sætter os i stand til anbefale det ene fremfor det andet, der har vist sig fordele og ulemper ved dem alle.

Materialer fra deres studier / liniefag
Gennem en synliggørelse af kravene til portfolioens indhold og form forsøger vi at få de studerende til at være opmærksomme på de muligheder, der findes for at integere ikt i deres studiearbejde / liniefag . Vi opfordrer dem også til at drøfte mulighederne med deres respektive undervisere. I studietåret 2006-07 arbejder vi i nogle af kursets første lektioner med deres egne tekster (synopis, rapporter etc. fra 1. studieår).

Manglende grundlæggende it-færdigheder
Vi har alle typer af studerende, lige fra eksperten til novicen, hvor det for de sidstnævnte kræver en ihærdig og målrettet indsats både at arbejde med ikt i deres studie og at samle en digital portfolio.