14 december 2006

Tal (2) (Hold 2, anden gang)

Logbog uge 50 (hold 2, torsdag d. 14. dec. 2006)

Vi har i denne uge beskæftiget os med en række emner inden for regneark.

Diskussion om:
  • Brug af regnearkets forskellige muligheder på forskellige alderstrin
  • Brug af regnearket i forskellige fag
  • Der findes andre beregningesprogrammer end regneark i pakkerne: Mikroværkstedet, Orfeus og Infa. Men hvor finder jeg dem?
Teknisk har vi beskæftiget os med:
  • Udfyldning af tal eller bogstavrækker
  • Lidt om forskellige typer diagrammer i regnearket
  • Tekster på ordinat- og abscisseakse
  • Overskrifter
  • Ikke sammenhængende kolonner i diagrammer
  • Sideopsætning
  • Begrænsning af udskrift til et vist antal sider
  • Sidehoved og -fod

Opgaveløsning til underbyggelse af teorien:

  • Udvælg nogle opgaver fra Blackboard (eller fra manualbasen.emu.dk) og løs dem
  • Hvilket alderstrin passer de opgaver du har løst til?

Tal (Hold 1, første gang)

Logbog uge 50 (hold 1, onsdag d. 13. dec. 2006)
Bortset fra diskussione om hvad vi skal lave de følgende lektioner, var indholdet det samme som for hold 2 i uge 49 for den lille udvalgte skare på 2 studerende, som mødet frem.

Vi mangler at fastlægge indholdet af de to sidste gange med valgfrie temaer: 7. og 14. marts 2006.

08 december 2006

Tal (Hold 2, første gang)

Logbog uge 49 (hold 2, torsdag d. 7. dec. 2006)
Vi diskuterede hvilke temaer de sidste gange skulle gå med, og kom frem til følgende: I dag tager vi Temaet Tal ved at begynde på regneark. Der var stor spredning i hvor meget den enkelt ved om regneark. Temaet Tal fortsættes næste gang den 14. december, som er sidste gang inden jul. Herefter kommer en længere pause, hvor der er juleferie og praktikperiode.
De temaer, som ellers blev aftalt, er "Elever med særlige behov" og "Websider".

Vi diskuterede de pædagogiske aspekter ved brugen af regneark i andre fag end lige de naturvidenskabelige. F.eks. brugen af regneark i forbinelse med hjemkundskab, når der er tale om bagning i større større mængde end den, som forudsættes i en opskrift.

Regneark
På Blackboard > Course Documents > Årg. 2005 ligger der en henvisning til Skole-it's værktøjskasse, hvor der ligger både tastevejledning og filer til brug i øvelserne til regneark. Endvidere har jeg lagt en lang række opgaver ind, som man er velkommen til at gå i gang med. Der er også hjælperegneark og regneark med løsningsforslag.

Vi gennemgik regneark fra bunden med:

  • Celleindhold som tekster, tal og formler
  • Ændring af kolonnebredde og rækkehøjde
  • Sletning og indsætning af rækker og kolonner
  • Rettelse af felt (F2)
  • Simple formler og Sum formler
  • Kopiering af formler
  • Relative- og absolutte adresser
  • Formatering: Skrifttype, Farver, højre- og venstre stillet tekst samt centrering, antal decimaler.

Og hermed gik der 2 lektioner.

Som lovet vil der blive en gang efter jul, hvor I selv vil få lejlighed til at prøve et SmartBoard.

30 november 2006

Præsentationer Hold 1 og Hold 2

Logbog uge 48 (hold 2, torsdag d. 30. nov.)
og for uge 49 (hold1, ondsdag d. 29. nov.)
Det valgfrie tema Præsentationer var på programmet i dag.
Der var valgfrihed mellem at bruge PowerPoint eller Mediator.

Lidt teknik og hvor kan man få programmerne
Mediator kan gratis lånes på CVU biblioteket mod at den studerende afinstallerer programmet, når man ikke længere er studerende på CVU Sønderjylland.
PowerPoint følger med den officepakke, som de fleste har på deres pc, og kan ikke lånes på biblioteket.
Både PowerPoint og Mediator præsentationer kan laves, så de kan køre på en pc, som ikke har programmet installeret. Til PowerPoint kan en fremviser downloades, hvis man har lavet en præsentation i version 2003 eller version XP, og den skal køre på en pc uden PowerPoint, eller en ældre PowerPoint.

Hvad er en multimedie præsentation
Vi gennemgik hvilke elementer en multimediepræsentation kan indeholde:


  • Tekst
  • Billede
  • Animation
  • Animeret video
  • Lyd
  • Video
Hvordan opbygges en præsentation?


  • Sekventiel
  • Kiosk

Om præsentationer se venligst Skole-IT's hjemmeside for lærerstuderende.
Her finder du også relevant læsning.
Du kan finde modulteksten som pdf-fil med den teoretisk baggrund på Skole-IT.dk ved at logge på som lærerstuderende.

Det er en god idé at starte med en simpel liniær præsentation, hvor den ene side afløses af den næste ved et klik med musen, eller et tryk på en taste. Herefter kan præsentationen udvides, eller du kan lave en ny, som er mere avanceret. Hvis du er hel ny på området, og kaster dig ud i noget, som er meget avanceret, risikerer du at løbe panden mod en mur, og blive træt af det!
Altså, slå ikke større brød op end du kan bage.

Story board

Større præsentationer kan med fordel planlægges med et storry board. Dette kan f.eks. laves med mindmap programmet OpenMind, som kan lånes gratis på CVU biblioteket. Til brug i undervisningen i skolen, kan man bruge et stort stykke karton, og klistre små gule lapper med tekst på for hvert nyt skærmbillede.

PowerPoint
PowerPoint er oprindeligt et præsentationsprogram til brug i forretningsverdenen, eller af undervisere til afløsning af overheadprojektoren. Programmet er siden blevet udbygget betydeligt, især i de nyeste versioner, så det nu fremstår som noget der med lidt god vilje kan betegnes som et multimedieprogram.
Der findes tastevejledning til PowerPoint i Skole-IT's side: IT-værktøjskassen eller i manualbasen Hvis du vil have en meget kort on-line præsentation til PowerPoint 2000, kan du kigge her

Mediator
Mediator er fra starten designet som et multimedieværktøj. Det betyder, at det er lidt vanskeligere at gå til end PowerPoint, men at man til gengæld har langt større frihed til og mulighed for at styre sit multimedieshow, bl.a. mht. til tidsstyring og animationer.
Der er et stort antal baggrunde, billeder og lyde med til Mediator.
Programmet er dog ikke vanskeligere end, at man kan begynde at bruge det i 3.-4. klasse. Man kan, som i PowerPoint begynde i det små med linieære præsentationer.

Der findes tastevejledning til Mediator i Skole-IT's side: IT-værktøjskassen eller i manualbasen Hvis du vil have en meget kort on-line præsentation til Mediator 6.0, kan du kigge her

Billeder (2)

Logbog uge 48 (hold 1, onsdag d. 29. nov.)
Vi fulgte helt samme retningslinier som på Hold 2 i uge 47. Se denne.
Også denne dag fik nogle gamle, ikke særligt brugbare mørke billeder nyt live med Picasa :-)

24 november 2006

Billeder

Logbog uge 47 (hold 2, torsdag d. 23. nov.)

Begrundelse for valg af billedredigeringsprogram
Vi har valgt at bruge Picasa til billedbehandling, idet det dels er et gratis program, og dels er et så enkelt program, at vi vurderer det til at være anvendeligt ned i de yngre klasser i folkeskolen. Programmet er på dansk, er hurtigt at lære og nemt at anvende. Til gengæld er det ikke muligt at redigere på udvalgte steder i billedet. Programmet er lille og hurtigt at downloade og installere, og det søger selv efter alle de billeder, der ligger på computeren, med mindre man - under installationen - beder det om kun at tager mapperne Dokumenter og Billeder.

Programmet er velegnet til at behandle de mest almindelige problemer ved billeder:

  • Røde øjne
  • Personer, som står i skygge eller modlys og dermed ikke kan ses
  • Forkert farvetoning bl.a. pga. brug af bliz
  • Beskæring

Lektionernes forløb
Til at starte med installerede vi Picasa.
Vi prøvede standardknapperne i Picasa:

  • Røde øjne
  • Rette et billede op, hvis det er taget på skrå
  • Dreje et billede 90 grader
  • Ændre kontrast
  • Ændre farvesammensætningen

Vi prøvede også fanebladet Justering til at finjustere lyse og mørke områder, lys, skygger og endelig farvetemperatur. På flere medbragte billeder opdagede vi pludselig, at der stod personer i skyggen ved et hus, og vi kunne oven i købet genkende personerne!

Endvidere fik vi sjove og dekorative effekter frem ved at anvende funktionerne under fanebladet Effekter.

For at kunne gemme mellemversioner af redigerede billeder, burgte vi menupunktet Fil > "Eksporter billede til mappe" funktionen.

Under Handlingsknappen (i højre side af hvert mappenavn) i mappevisningen: Bibliotek, kiggede vi bl.a. på "Start Diasshow" og "Lav en websider".

Følgende steder blev anbefalet til læsning:

  • Valgfrit tema: Billeder > Billeder fortæller: "Scannere og scaning" på www.skole-it.dk. Nederst på siden er der forskellige links til emnet: Ophavsret.
  • manualbasen.emu.dk under temaet Billeder > "Billeder fortæller" findes en vejledning til PaintShop Pro 8, hvori der står noget om billedestørrelser, billeder på skærm og print på siderne 4-8 og 12.
Der findes ingen tastevejledning i manualbasen.emu.dk til Picasa i skrivende stund, men vi anser det også for næsten overflødigt :-)
Øvebilleder til disse teknikker ligger på Blackboard > Skole-IT > Course Documents > Årg. 2005

Informationsbehandling (2)

Logbog uge 47 (hold 1, ondsag d. 22. nov.)

Denne dag fulgte nøje indholdet fra Informationsbehandling (2) for hold 2 i uge 46. Se venligst denne.